Foreningen for Mediation/Konfliktmægling

Beskæftigelsesministeriet
Holmens Kanal
Ved Stranden 8
1061 København K
København, den 29. januar 2007

Vedr. Fælles klagenævn for ligebehandling - høring

Foreningen for mediation/konfliktmægling er en interesseorganisation, der samler mediatorer/konfliktmæglere og personer med interesse for mediation/konfliktmægling i Danmark. Foreningen medvirker bl.a. til at udbrede kendskabet til mediation/konfliktmægling; se også hjemmesiden www.ffmk.dk. Foreningen er ikke på den officielle høringsliste, men finder det naturligt at udtale sig, da lovforslaget berører foreningens område.

Foreningen for Mediation/Konfliktmægling (FFMK) har i forbindelse med det fremsatte lovforslag noteret sig, at der inden for klagenævnet ikke vil være en mulighed at løse konflikter ved hjælp af mægling. Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling, som det nye klagenævn bl.a. vil afløse, har etableret denne mulighed, hvilket betyder at muligheden for mægling overvejes i hver enkelt klagesituation. Klagekomitéen afholder udgifter forbundet med mæglingen. (www.klagekomite.dk/?ID=254).

Det er FFMKs klare overbevisning, at lovforslaget i den nuværende udformning forringer klageres nuværende stilling i og med, at der inden for ovennævnte område ikke længere vil være en etableret og udgiftsfri ordning for mægling. Mægling vinder frem som mulighed på mange andre områder, at det forekommer besynderligt, at man i forbindelse med ligebehandling går den modsatte vej. Hvis det bl.a. skyldes, at der ikke er fremkommet overbevisende resultater af mæglingsordningen i den nuværende klagekomité, bør der iværksættes en forsøgsordning i forbindelse med det nye klagenævn for derigennem at tage stilling til behovet for mægling på ligebehandlingsområdet.

Mægling vil være nyttigt i forbindelse med andre klager angående ligebehandling end klager over racediskrimination. Som eksempel kan nævnes handicapområdet, hvor man både i Sverige og England har en mulighed for mægling
(http://www.humanrights.dk/upload/application/7c52b734/udredn_nr3_05_rev.pdf).
Som oplagte eksempler på tilfælde, hvor mægling vil være at foretrække, kan bl.a. nævnes situationer, hvor klager og indklaget fortsat skal omgås hinanden, eller situationer hvor klagen er baseret på misforståelser. Under alle omstændigheder vil det ofte opleves positivt for parterne at have en samtale om det passerede med en neutral tredjepart til stede. Det kan løse op for
frustrationer og evt. medvirke til at parterne opnår en øget forståelse for hinanden, og det som er sket. Det kan i sig selv danne grundlaget for en mindelig løsning på konflikten.

Afslutningsvist skal det bemærkes, at FFMK gerne stiller sig til rådighed for uddybning af synspunkterne ovenfor.
På vegne af Foreningen for Mediation/konfliktmægling

Lin Adrian
Formand

www.ffmk.dk
Monrads Allé 31
2500 Valby
mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.